Jeg blev i 2011 færdiguddannet professionsbachelor i ernæring og sundhed med speciale i human ernæring, som er en 3½ års lang uddannelse som blandt andet indebærer uddannelse i anatomi, forståelse for hvordan kosten vi spiser optages i kroppen, og hvordan den påvirker os. Herudover psykologi, motivation, undervisning i ernæring, med fokus på en sundhedsfremmende kost. Jeg har erfaring i kostvejledning af private i alle aldre og herudover har jeg undervist i kost, motion og madlavning, i forbindelse med et kommunalt projekt i Haderslev.
I maj måned 2021 afsluttede jeg som lægeeksamineret massør. Udover grundig undervisning i massageteknikker, er vi undervejs i uddannelsen gået meget i dybden med anatomi hvor meget af undervisningen har været på latin, da dette giver bedre mulighed for at samarbejde med læger.
I Januar 2022 er jeg startet jeg på uddannelse til idrætsskadeterapeut som er en uddannelse der tager knap 1 år, hvor jeg kommer til at lære mere om forskellige typer skader og behandlinger heraf. Jeg vil få et grundigt indblik i hvordan man foretager forundersøgelser så jeg kan give den rette behandling, hvordan jeg skriver journal, hvordan jeg behandler låste led, hold i nakken, hold i lænden og skævheder i feks. bækkenet. Jeg vil fortsat arbejde som selvstændig sideløbende med jeg videreuddanner mig.
Jeg har altid interesseret mig for sundhed, og som yngre havde jeg en periode med mange spændinger i min ryg i forbindelse med stress, hvor jeg også fik erfaring som personen på briksen. Af samme årsag har jeg valgt ovenstående uddannelser. Jeg selv er aktiv, både indenfor fitness og kampsport og lever generelt sundt, hvor der også er plads til udskejelser.